Supercross sæsonen er godt i gang rundt omkring, og det er heldigvis ikke kun den australske serie som kan trække de store stjerner til. Også her i Europa har vi arrangementer af et stort format, og i går var der så gang i den i det italienske, til det klassiske supercross i Genoa. Her var store amerikanske navne som Jeremy McGrath, Kevin Windham og Justin Barcia på startlisten, men i sidste ende var det kun rutinerede Windham der havde heldet. Europæerne bød dog op til trods, og det hele udviklede sig til en ret så spændende aften, med en del styrt, og lige så mange blændende præstationer.
Kevin Windham var urokkelig sikker, og Honda manden snuppede sejren i begge aftenens heats. På andenpladsen fulgte en imponerende Gautier Paulin, der virkelig er ved at få styr på SX-formen. Forsvarende MX1 verdensmester Antonio Cairoli var også godt med, men måtte i sidste ende nøjes med sekundære placeringer. Franske Alexandre Rouis som vi især husker fra Herning sidste vinter, gjorde det blændende blandt de mange stjerner, og man må efterhånden betragte Rouis som lidt af en indendørs specialist. Der var også navne som Gregory Aranda, Jordi Tixier og Jorge Balbi på startlisten, og de gjorde alle deres til at det fremmødte publikum skulle få en uforglemmelig aften. De amerikanske stjerner McGrath og Barcia skuffede begge, da styrt satte dem ud af kampen tidligt i begge finaler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar